Disse 2 katte tilhørte min veninde Tina, som jeg har kendt lige siden vi gik i skole. Tina har skrevet lidt om livet med disse 2 skønheder herunder, og jeg har fundet dette lille digt til dem.

En septemberaften i 1992 blev der vendt helt op og ned på vores liv. Søsser og Thilde flyttede ind. Jeg holdt barselsorlov de to næste dage.

Da de værste killingestreger var ovre, fandt vi ud af at de var utrolig lærenemme.

Søsser lagde sig på kommando når vi sagde ”Læg dig ned”. Okay – nogle gange skulle det måske siges 2-3 gange, men det endte altid med at hun lagde sig ned.

Thilde var meget omhyggelig med at skrabe efter sig når hun havde været på kassen. Hun skrabede på den ene led, på den anden led, på skrå – gik rundt om kassen og begyndte forfra igen. Det endte ofte med at vi måtte råbe ”Nu er det fint Thilde”, og så holdt hun op.

De gik selv ud i seng på deres puder når det var sovetid, og det var uanset om vi var hjemme eller ej. Hvis vi selv gik i seng inden de var gået, så sagde vi blot; ”Så, tøser…”. Så rejste de sig prompte og gik ud på deres puder.

De har aldrig stjålet mad , og det er ikke noget vi lærte dem. Søsser var meget glad for bananer og champignon fra dåse, mens Thilde kunne blive helt salig hvis hun fik lov til at slikke ølskum af vores fingre eller spise lidt lagkage.  

Hvis der var noget farligt i haven kom Thilde rendende ind af havedøren. Hun gik nærmest ned i knæ når hun løb og skyndte sig ud i køkkenet – hoppede op på bordet og stod i sikkerhed og kiggede ud i haven på det farlige, hvad end det nu var en anden kat eller en solsort som havde været efter hende. Hun frygtede solsorte.

Thilde glemte nogle gange at lægge sig ned når hun var søvnig. Det bevirkede at hun sad og gyngede voldsomt fra side til side – med lukkede øjne.

Hun kunne godt lide at blive støvsuget.

Når Søsser var sur satte hun sig hen i et hjørne af køkkenet – vendte ryggen til os og sad og gloede ind i væggen.

Det eneste Søsser har fanget var en halv-lam mus. Det endte med at Torben måtte ud og slå den helt ihjel, for det turde Søsser ikke selv.

Søsser var boldvagt i tagrenden når vi spillede badminton. Hun daskede fjerboldene ned til os igen.  

Da Thilde blev ældre, blev det problematisk for hende at kravle op af loftsstigen.. Hun endte med at hænge i forpoterne på bagsiden af stigen og kunne ikke komme nogle vegne. Torben måtte hægte hende af. Her må indskydes at madammen var blevet en anelse buttet for at sige det mildt.

De kendte ordet ”Vente!”. Det blev brugt hvis de kradsede i et tæppe for at komme ud, ville op i sengen mens vi skiftede sengetøj osv. osv. Thilde var af og til viljedøv. Hun hørte hvad hun ville høre (mad-dåsens svingninger gik fint ind i hendes øre)

Vi opbevarede deres mad i køleskabet, men når misserne var akut sultne, så duede det altså ikke at maden skulle stå ½ time på bordet for at blive tempereret. Vi fandt frem til den rette temperatur ved hjælp af mikroovnen. Når vi sagde ”10 sekunder på mellemste og 5 bip”, så satte de sig side om side og kiggede op på mikroovnen og vidste godt at de lige gik et kort øjeblik før der var servering.

Vi havde en lille bøtte med sofaknas. Når vi stillede kaffekrusene på bordet, så satte de sig op i sofaen og ventede på knaserne.  

Søsser har altid været en slank kat. Hendes vægt svingede meget i perioder, så da hun tabte sig i slutningen af 2004 tænkte vi ikke så meget over det. Hun havde de sidste måneder besluttet at den store bordskåner passede til hende, så hun fik lov til at ligge på den oppe på bordet. Da hun efterhånden blev rigtig sløj måtte hun naturligvis til dyrlæge. Hun havde fremskreden kræft og kunne ikke reddes. Det kom som et stort chok at hun var så syg. Inden hun sov ind sang jeg den fjollesang hun havde lært at kende, og som fik hende til at falde til ro og som begynder således: ”Moar kysser katten, lige midt om natten, lægger en kabale op af missens hale, og så er der pløre, ind i missens øre……….”.

Thilde elskede havestolene over alt på jorden. Når havestolene blev sat ud om foråret, sad hun på fliserne og mjavede højlydt og intenst indtil hynden blev lagt på. Hun mjavede så højt at naboen kom og spurgte hvad vi dog gjorde ved hende. Hun skubbede os nærmest væk fordi hun skulle op og sidde.

Det sidste år hun levede var solen så barmhjertig, at hun lige netop nåede ud at sidde på sin pude. Hun måtte bæres op på den. Selvom hun var syg, træt og plaget af brystknuder, er der ingen tvivl om at hun nød at sidde der. Hun døde 9 dage efter at det sidste billede blev taget.

Søsser og Thilde blev 12 og 13 år. De er begravet side om side bag nogle buske oppe ved hækken hvor de holdt meget af at være. De blev begge pakket ind i et lunt håndklæde og med sig fik de en hæklet mus og noget tørknas.

De to tøser var en meget stor del af vores liv og vi vil aldrig glemme dem.