Generelle vilkår for køb af killing hos DK Musplheim

En killing der købes hos DK Musplheim har altid sin stamtavle og et pas med. Desuden skrives der kontrakt på hver enkelt kat i henhold til Felis Danicas anbefalinger. Dette er en fordel for både køber og sælger, da det af kontrakten altid vil fremgå hvad der skal ske i tilfælde af enten sygdom, død eller at man ikke kan beholde katten af andre årsager. Jeg råder til, at man foruden at gennemgå kontrakten med mig, evt. også får en uvildig til at læse den igennem.

Killinger flytter tidligst hjemmefra når de er 12 uger, men i de fleste tilfælde først når de er 16 uger. Jeg beslutter hvornår en killing er klar. Til den tid vil killingen være

ormefri

vaccineret x 2

chippet og registreret i købers navn

neutraliseret.

Fertile katte sælges kun til registrerede opdrættere. Avlskatte fra DK Musplheim må kun parres med Norske Skovkatte der også har stamtavle, og du har pligt til at få stamtavle på disse killinger. Desuden skal killinger du sælger til kæl være neutraliseret inden de flytter hjemmefra.

Man får ikke en kat med hjem den dag man kommer for at kigge på den! Man får lov til at tænke over det et par dage og kan derefter give mig besked om beslutningen. Når du reserverer en killing betaler du et gebyr på min. 1.000 kr. og vi underskriver en salgskontrakt. Restbeløbet skal senest betales når jeg kommer og afleverer killingen til dig, men de nærmere vilkår vil fremgå af kontrakten.

Du forpligter dig til at passe din kat med godt foder, vaccinationer, kærlighed og dyrlægebesøg hvis katten bliver syg.

Derudover forpligter du dig til, at kontakte mig først, hvis  du af én eller anden grund ikke kan have katten mere.

Jeg vil desuden blive rigtig glad, hvis du ind imellem vil sende mig et par billeder og en lille update på, hvordan katten har det, og hvad den laver af "ulykker" - dette er dog ikke en pligt!

Jeg anbefaler på det kraftigste at man ikke lader sine katte være fritløbende - dagens Danmark er alt for fyldt med farer for sådan en lille mis - biler, sygdomme, overfald af andre katte, "syge" mennesker og sidst men ikke mindst, fordi du rent faktisk har pligt til at holde dine husdyr på egen grund, og jeg kan godt forstå de mennesker der ikke gider have andre folks katte rendende i deres have mv.

Jeg sælger kun en kat hvis jeg føler, at dette er den rigtige kat, til den rigtige familie.